Østrup

Østrup

Foto: Destination Himmerland

Østrup er en lille landsby og gammel stationsby, som ligger midt imellem Aars, Farsø og Aalestrup. Byen består af et lille samfund med et godt sammenhold.

Togbanen i stationsbyen åbnede tilbage i 1893 og lukkede i slutningen af 90’erne. Efter den lukkede, valgte man at tage sporet op i 2006 og anlægge cykel- og vandrestien Himmerlandsstien.

Naturanlægget langs stien blev indviet i 2012 og bliver nu benyttet flittigt af både beboerne i landsbyen, men også af alle dem, som finder vej forbi Østrup ad Himmerlandsstien. Naturanlægget er om sommeren et blomsterhav uden lige, og her er alt hvad en naturelsker kan ønske sig.

Foruden den skønne sommernatur, kan man ved stien finde byens Tarzanbane. Banen er en fantastisk naturlegeplads, som både børn og unge mennesker har glæde af. Ved Tarzanbanen er der tog-shelters, som også er at finde på listen over shelters i Danmark. De er til fri afbenyttelse, og derved gør det muligt for vandrere at overnatte på Himmerlandsstien – en populær strækning på den historiske pilgrimsrute Hærvejen.

Byens beboere ser byen som en meget aktiv landsby med et væld af foreninger - blandt andet fodbold, gymnastik, petanque, håndbold og badminton.

Foruden de mange muligheder for indenfor sport, så mødes byens beboere også til de mange arrangementer, som finder sted i byen. Her er der blandt andet tradition for byfest i forbindelse med Sankt Hans, høstgudstjeneste i det fri, øl-/vinsmagning, fastelavn, julemarked og julefrokost. Der er altid en mulighed for hyggeligt samvær, hvilket bliver værdsat højt i Østrup.

”Østrup er et rigtig godt sted at bo – her er højt til loftet, her er masser af natur, her er plads til alle.” – Heidi Glerup, lokal ildsjæl.

                                                                                                                                                   MTL logo

 

Følg os her:

Nyhedsmail fra Destination Himmerland

VisitHimmerland © 2024
Danish