Flejsborg - Meet The Locals

Flejsborg

Foto: Destination Himmerland

Velkommen til Flejsborg.

Flejsborg er en lille landsby placeret centralt mellem Løgstør, Aars og Farsø.

I byen har de lokale et hyggeligt sammenhold med hinanden, hvilket især kan mærkes i juletiden. Landsbyens traditioner afspejler sig nemlig blandt andet i det årlige julearrangement med juletræstænding og dans om juletræet. Her mødes de lokale, både voksne og børn, for at synge julesange og køre veterantraktorer igennem byens naturrige område. Dagen bliver rundet af i Flejsborghus, hvor der hygges med gløgg, æbleskiver, kaffe og kakao.

Flejsborghus er byens samlingssted til mange aktiviteter. Gennem årene er forsamlingshuset blevet brugt til mange fester, arrangementer og også gymnastikopvisninger. Derfor har huset dannet rammen om mange gode stunder og oplevelser for de lokale – et sted mange har en særlig tilknytning til. I byen bliver flagallén altid sat op, når der sker noget lokalt.

Byen har sin egen smukke lille kirke med tilhørende træ-klokketårn og en klokke fra Frankrig. Kirkens lille kimeklokke blev erstattet med tårnet i 2002. Landsbyen har ellers ikke haft et tårn siden 1670, hvor det daværende tårn styrtede til jorden, da Kong Frederik d. 3. forsømte at vedligeholde det.

Bag kirken er Flejsborg Skydecenter placeret – et populært center og attraktion for både lokale og besøgende udefra. Centeret har over 300 medlemmer og er et sted, hvor alle kan komme og prøve at skyde – med eller uden jagttegn. Her bliver der også afholdt mange polterabender, firmaarrangementer, venindeture med mere. Centeret har desuden i 2019 været vært til DM i Compak Sporting.

Flejsborg er placeret lige ved siden af Gatten som mange kender som Golfbyen Himmerland. Det er her HimmerLand, som er et resort, og Himmerland Golfklub er placeret - som også er værter til en af Danmarks største sportsbegivenheder; golfturneringen Made in HimmerLand. Her kan der komme op til 80.000 besøgende gæster forbi området, imens turneringen står på.

Selvom landsbyen er lille, har den derfor med sit område alligevel meget at byde på. Om landsbyen fortæller borgeren Bente Jørgensen: ”Der er heldigvis kommet en masse nye beboere. Tæt på fjorden og skøn udsigt. Søde mennesker”

                                                                                                                                                   MTL logo

 

Følg os her:

Nyhedsmail fra Destination Himmerland

VisitHimmerland © 2024
Danish