Frie fodspor på De Himmerlandske Heder
4,5-8 km rundture: På De Himmerlandske Heder vandrede vi tre rundture i de store vidder, hvor freden sænker freden sig efter bare få vejrtrækninger.
Vandrehjertet banker taknemmeligt på De Himmerlandske Heder, hvis du spørger os. Vi holder så meget af freden og vidderne på hedens vandrestier.
Hvilke vandreoplevelser er der på De Himmerlandske Heder?
Freden sænker sig efter bare få vejrtrækninger her i himmerlandskabet, hvor der er flere klovspor end fodspor, og civilisationen synes så langt væk. Vi elsker lyngens lilla farver, der altid slumrer lige under de brune, og vandhullerne, der lyser så ufatteligt lyseblå.
Hvor lange er vandreturene på De Himmerlandske Heder?
De Himmerlandske Heder består faktisk af flere forskellige ruter. Vi har vandret tre forskellige rundture på De Himmerlandske Heder:
- 4,5 km rundtur på Vindblæs Hede
- 8 km rundtur på Ajstrup Hede og Kyø Dale
- 8 km rundtur på Lundby og Gundersted Hede.
De sidste to rundture kan nemt kombineres, så du får en længere rundtur på i alt 16 km.
Startsted og parkering
Hvis du vil vandre rundturene på 8 km, kan du parkere på Halkærvej 148, 9240 Nibe.
Hvis du vil vandre rundturen på 4,5 km på Vindblæs Hede, kan du parkere på Aarsvej 141, 9670 Løgstør.
Begge steder er der gratis parkering uden tidsbegrænsning.
Foto:Frie Fodspor
Hvordan finder jeg vej?
Vandreturene på De Himmerlandske Heder er skiltet både med og mod uret med teksten trampesti samt en hvid mand på blå baggrund og hvide pile på blå baggrund. Skiltningen er ikke særligt godt vedligeholdt, så vi anbefaler, at du tager ruterne med som gps-kort på din telefon. Husk lige ud-princippet: Hvis der ikke er angivet andet, skal du fortsætte lige ud.
Hvordan er terrænet, og kan man have hund og barnevogn med?
Stierne på De Himmerlandske Heder er dejligt vandreunderlag uden de vilde stigninger. Vores fødder elsker hedens uovertrufne, fjedrende bund og de smalle stier ud i hvad der ligner uendeligheden. På nogle tider af året kan du komme ud for våde eller oversvømmede stier, så sørg for godt vandrefodtøj. Du må gerne have hund med på De Himmerlandske Heder, men hold den altid i snor, for der er græssende dyr på hederne. Stierne er flere steder for smalle til både barnevogne og klapvogne.
Hvordan er proviantmulighederne?
Dem er der ingen af! Sørg derfor for at medbringe rigeligt vand og mad til turen. Der er ikke meget skygge på De Himmerlandske Heder, så især på varme dage er det vigtigt at have fyldt vandflasken.
Er der adgang til toilet?
Nej.
Her overnattede vi: Vandrehjemmet på Vitskøl Kloster
Efter vores vandring overnattede vi på eget værelse på vandrehjemmet på Vitskøl Kloster. Vandrehjem er nu så meget sagt: De historiske bygninger med brede planker, høje vinduer, hvidkalkede vægge og udsigterne over Limfjorden er ud over det sædvanlige. Woooow, siger vi bare.
Stedet er drevet af TAMU - et særligt uddannelsesforløb for unge 18-30-årige, der på grund af sociale eller personlige udfordringer ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet. De unge, der uddanner sig gennem TAMU her på Vitskøl Kloster, står for at passe klosterhaven, vandrehjemmets gæster, landbruget og klostrets gamle bygninger. Arbejdet indgår som en del af de erhvervsrettede kurser, de tager i løbet af deres tid her. Her er en skole, der åbenlyst kan bruges til noget.
Vi er ikke de eneste, der kan se fidusen i skolen: Med støtte fra både Den A.P. Møllerske Støttefond og Foreningen Realdania er der opført kostskole for klostrets 60-70 elever og Café Skovhuset for alle, der vil opleve stedet.
Se mere om vandrehjemmet på Vitskøl Kloster
Frie fodspor
Torben og Marie Lau Florin står bag vandrebloggen https://www.friefodspor.dk/, der er en af Danmarks mest besøgte. Her deler de vandreglæde og gør det nemt at komme af sted.
Instagram: https://www.instagram.com/friefodspor
Facebook: https://www.facebook.com/friefodspor