©  Foto:

Ertebølle Strand Camping

Hyggelig og rolig campingplads midt i den smukkeste himmerlandske natur.

Skal årets ferie stå på camping, natur og ikke mindst masser af fantastiske familieoplevelser? Så slå vejen forbi Ertebølle Strand Camping ved den betagende Limfjordskyst. Uanset om I medbringer telt/campingvogn eller lejer en af campingpladsens luksushytter, kan I se frem til et dejligt ophold i skønne og trygge rammer.  

Campingpladsen er indrettet med alt, hvad man kan ønske sig – fra fine bade- og toiletfaciliteter (nyeste toiletbygning er opført i 2021) til en kæmpe legeplads med klatreborg, hoppepude og trampoliner, mooncarbane, swimmingpool og krolfbaner. Når sulten melder sig, kan I besøge caféen, som er vidt berømt for sine lækre madpandekager, eller kigge forbi campingbutikken, der har alt fra frisk morgenbrød over dagligvarer og legetøj og til store gammeldags isvafler.  

Har I familiens mindste med på ferie, kan I trygt lade dem udforske pladsen på egen hånd – de lærer hurtigt campingpladsen at kende og finder let hjem til teltet, hytten eller campingvognen igen. Der er dog mulighed for forsinkelser på vejen – for her er masser af børn at lege med!

 

Et overflødighedshorn af oplevelser for vandhunde 

Med en placering få hundrede meter fra Limfjorden er Ertebølle Strand Camping perfekt placeret, hvis I har vandhunde med på ferie, eller I blot vil nyde udsigten over vandet. Ertebølle Strand har to badebroer, hvor I både kan dase og plaske rundt på de solrige sommerdage – og hvis I har mod på flere vandoplevelser, kan I prøve kræfter med dykning/snorkling, kitesurfing og SUP-board.  

Stranden indbyder også til en hyggelig gåtur, hvor I kan gå på skattejagt efter søpindsvin og fossiler, som er millioner af år gamle. Husk også at kigge op på jordlagene i skrænten, som stammer helt tilbage fra Istiden – her kan I bl.a. se askelag fra vulkaner, som var i udbrud for mere end 10.000 år siden.  

 

Udforsk den smukke, varierede natur 

Er I til aktivt liv i den frie natur, finder I masser af muligheder ved Ertebølle Strand Camping – uanset om I er til en rolig vandretur, eller der skal mere fart på. Campingpladsen er omgivet af marker, hede, skov og strand, som bare venter på at blive udforsket.  

Fra pladsen går der bl.a. tre forskellige afmærkede gå- og løberuter på hhv. 3, 6 og 10 km, og i den nærliggende Uhrehøje Plantage kan I suse gennem landskabet på en af Danmarks bedste mountainbikeruter. Er I mere til almindelig landevejscykling, er der også rig mulighed for dette i det betagende kystlandskab – kig forbi informationen for at få inspiration til dagens udflugt. 

 

Masser af aktiviteter inden for rækkevidde 

Ertebølle Strand Camping er også perfekt placeret for udflugter, der giver ferien ‘det lille ekstra’. Området er især kendt for sine historiske rødder med den verdensberømte køkkenmødding og “Ertebøllekulturen”. Den fascinerende historie bringes til live i Stenaldercenter Ertebølle, som ligger få hundrede meter fra campingpladsen. Her kan børn og voksne høre spændende fortællinger om livet i stenalderen og selv prøve kræfter med håndværk, våben, stammebådssejlads og meget andet.  

I Farsø, blot 12 km fra pladsen, er der masser af muligheder for handel, mad & drikke, kunst og museer – heriblandt Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet, som i 2023 fejrer Nobelpristageren Johannes V. Jensens 150-års fødselsdag. Og skulle det ske, at I oplever en regnvejrsdag på jeres ferie i Ertebølle, er der kun 8 km til feriecenteret Landal GreenParks i Rønbjerg, hvor I kan boltre jer i det tropiske vandland, bowlingcenteret – og meget andet.  

Følg os her:

Nyhedsmail fra Destination Himmerland

VisitHimmerland © 2024
Danish