Forfatterbyen Farsø
Besøg Farsø i Himmerland, hvor Johannes V. og Thit Jensen er født, der hver især har sat sit præg på Danmarkshistorien.
Farsø er forfatterbyen i Himmerland
Her blev Thit og Johannes V. Jensen født - to af Danmarkshistoriens store forfatterprofiler. Hver især satte de deres stærke præg på kunsten og samfundsdebatten i det 20. århundrede og forandrede danskernes måde at tænke på.
Kort om Thit Jensen
Hun med sine historiske romaner som bl.a. ”Stygge Krumpen” og ”Valdemar Atterdag” og sin revolutionerende kamp for frivilligt moderskab i 1920´rne, der betød at danske kvinder lærte at beskytte sig mod graviditet og fik mulighed for selv at bestemme over deres seksualitet.
Kort om Johannes V Jensen
Han med sine myter, Himmerlandshistorier og romaner som ”Kongens Fald” og ”Den lange rejse”, der indbragte Nobelprisen og placerede Farsø på det litterære verdenskort.
Besøg de to forfattermuseer i byen og oplev historien om to vidt forskellige og farverige forfattere. Med engagerede guider og enestående samlinger formidler museerne den dramatiske fortælling om de to kunstnere: Om deres opvækst i en usædvanlig dyrlægefamilie, om deres konfliktfyldte søskendeforhold og om deres banebrydende kulturindsats.
Kombiner museumsbesøgene med en travetur i byen. Opsøg kirken, læg nakken let tilbage og lad blikket følge kirketårnet. Det samme tårn, som det så ud for mere end 130 år siden. Forestil dig nu en ung Johannes V. Jensen, der sammen med byens andre drenge leger og klatrer rundt oppe under tårnets tagrende, mærk suset i maven og sveden i håndfladerne. Gå forbi familiegravstedet på kirkegården, fornem her den dybe kløft i familien, som er forårsaget af bruddet mellem Johannes og Thit. Læg traveturen omkring mindestenen for Johannes V. Jensen placeret på kæmpehøjen syd for byen – et sted som Johannes ofte opsøgte i sin ungdom.
Vi er midt i det Himmerland, som satte sig dybe spor i de to kunstneres sind.