
Johnny Haugaards Forårsudstilling i Aars
Glæd jer til at opleve Forårsudstillingen "Naturens Stemme - Forfald" af Blomstermanden Johnny Haugaard i Aars, hvor temaet her er LUFT.
”Naturens stemme – Forfald”
- er navnet på Forårsudstillingen, der tager sit udspring i Aars, og som har spredt sig til flere himmerlandske byer, hvor udendørs kunstinstallationer pryder bybilledet i hhv. Løgstør, Farsø og Aalestrup.
De tre byer vil repræsentere de tre elementer VAND, ILD og JORD - sidste element LUFT tilfalder Aars.
Blomstermanden i Himmerland
Manden bag Forårsudstillingen er atter Blomstermanden Johnny Haugaard. Efter sin succes med Danmarks smukkeste juleudstilling ”ENGLEN” i den gamle svømmehal i Aars - har han atter skabt en fantastisk udstilling, der denne gang har spredt sig til flere steder i Vesthimmerland - under temaet fællesskab. Sammen er vi stærkere!
Forårsudstillingen i Aars
Oplev forårsudstillingen i den gamle svømmehal i Aars i perioden 4. april-11. maj 2025. Sammen med et hav af frivillige har Johnny Haugaard skabt en smuk forårsudstilling, der denne gang har et historisk perspektiv, samtidig med at den sætter fokus på nutidens kaos, krig og håb for fremtiden.
Gundestrupkarret binder det hele sammen
Forestil dig en kæmpe sølvkedel, fem meter høj og otte meter bred, der majestætisk rejser sig i haven udenfor den gamle svømmehal i Aars. Det er Johnny Haugaards kolossale fortolkning af Gundestrupkarret – et mysterium fra fortiden, nu genopstået fra den sorte muld.
Det oprindelige Gundestrupkar blev fundet i Rævemosen nær Gundestrup lige uden for Aars, er et af de mest storslåede fund fra Jernalderen. Det ægte kar er et mesterværk, dekoreret med tretten mystiske plader, der skildrer gamle guder og myter – en hyldest til menneskets længsel efter mening og magt.
Men Johnny Haugaard ser dybere. For ham er karret mere end en historisk skat. Det er et symbol på menneskehedens rejse gennem krig, kærlighed og forsoning. Hans tanker om, at det blev skabt af kimbrere fra lokalområdet, som for over 2000 år siden drog ud på en skæbnesvanger rejse gennem Europa, går igen i udstillingen. Nogle af kimbrerne fortsatte dengang mod Rom, fast besluttede på at erobre og nedlægge romerne. Andre rejste til Sortehavet, hvor de fandt deres nye hjem – men karret fandt dog sin vej tilbage til sit oprindelsessted.
Fra krig, uvenskab og had til tilgivelse og håb.
Gundestrupkarret er på ny kommet “hjem” i denne udstilling. Det store kar stiger atter op fra mulden, men denne gang med en kraftfuld besked: “Der er blevet ofret nok borgerblod i verden. Nu er det på tide, at de, som skaber krig, står til ansvar.”
Fra karret vil der flyde en strøm af vand, symboliserende blod, der snor sig som en å gennem haven udenfor den gamle svømmehal. Langs åens bredder vil man se skikkelser, som man helt sikkert vil kunne genkende – det er muligvis disse mennesker der skal ofres, fremfor at fællesskabet bliver ofret igen og igen, pga. få menneskers magtsyn.
Med Johnny Haugaards egne ord, kommer dette tema til at galde igennem hele udstillingen.
Et univers der åbner op for tanker, håb og ønsker. Til sidst går man igennem tilgivelsens port, hvor religioner, ideologier og menneskelige forskelligheder smelter sammen og opsluges af naturen – for intet er stærkere end naturens kræfter.
Praktisk info om udstillingen i Aars:
- Åbningstider i perioden 4. april-11. maj 2025:
- Fredag 4. april åbner udstillingen kl. 12.00 med officiel indvielse
- Mandag kl. 12.00-17.00
- Tirsdag-søndag kl. 10.00-17.00
- Foredrag med Johnny Haugaard (lokation for foredrag annonceres senere:
- Hverdage kl. 13.00
- Weekender kl. 11.00 og kl. 13.00
- Hvor: Udstillingen finder sted i den gamle svømmehal, Himmerlandsgade 25, 9600 Aars
- Tilgængelighed: 70 % af udstillingen er handicap- og kørestolsvenlig. Det er kun få områder, som ikke er egnede for gangbesværede. Der er kørestole til udlån på udstillingen.
- Vær opmærksom på at der kan være kø til udstillingen. Hold evt. øje med Blomstermandens Venners facebookside, hvor der ofte orienteres om de bedste tidspunkter for besøg, hvis man vil undgå kø.
Køb af billetter - klik her. Bemærk at billetterne ikke gælder til en bestemt dato.
Læs mere på www.aars.dk
For yderligere info - kontakt gerne mail@aarshandel.dk
De udendørs installationer i hhv. Løgstør, Aalestrup og Farsø er gratis at opleve - og mon ikke at Gundestrupkarret også spiller et rolle i disse udstillinger?
Oplev Gundestrupkarret på Vesthimmerlands Museum
Det oprindelige Gundestrupkar er udstillet på Nationalmuseet, mens en kopi kan ses på Vesthimmerlands Museum – blot få skridt fra Forårsudstillingen i Aars. Det har dog vist sig, at kopien af karret, i sin tid er blevet samlet forkert. Så i april, vil man kunne se genopbygningen af Gundestrupkarret på Vesthimmerlands Museum. Et arbejde, der kræver stor finesse.