©  Foto:

Røverstuen jordfaldshul

I den del af Rold Skov, der kaldes for Hesselholt Skov, ligger et ud af mange jordfaldshuller.

Dette jordfaldshul kaldes Røverstuen - ligesom den nærtliggende Restaurant Røverstuen.

Navnet Røverstuen er både et geologisk fænomen, samt et sagbundet sted, man sætter i forbindelse med en af myterne, der omhandler "Røverne fra Rold".  

Jordfaldshullet Røverstuen er ca. 12 meter dybt og 35 meter i diameter. Sammen med det nærliggende jordfaldshul Hestegraven udgør det en særpræget seværdighed i Rold Skov.

Et jordfaldshul, der rummer en vis mystik

Jordfaldshuller opstår som regel ved at massiv regnvand blandet med humussyre, opløser kalken i undergrunden, når det siver ned gennem sprækkerne i kalken. Således opstår der et hulrum, der med tiden vokser sig større. På et tidspunkt kan jorden ikke holde mere, "loftet" i hulrummet falder ned og et jordfaldshul er en realitet. 

Modsat mange andre jordfaldshuller, hvor et hulrum falder sammen, fordi kalken bliver opløst, så skal den geologiske forklaring på Røverstuen og Hestegraven findes et andet sted. Kalken ved Røverstuen, ligger nemlig hele 50 meter nede, og da Røverstuen kun er 12 meter dyb, må forklaringen være en anden. Hvorvidt det måske er indsynkninger omkring en forkastning, vides ikke - og den dag i dag volder naturens gang i Rold Skov stadig undring. Selve geologien i skovområdet rummer mange uafklarede spørgsmål. 

Der er dog flere jordfaldshuller i Rold Skov, som er dannet på baggrund af ovenstående fakta. 

Røverne fra Rold

Det fortælles, at en røverbande i fordums tid holdt til i hullet. Dengang var skoven tættere, og jordfaldshullet udgjorde et fint skjul, tæt ved skovvejen Roldvej vest for hullet. Roldvej var dengang landevej gennem skoven fra Rold til Skørping. Røverne spændte snore over vejen og ned i hullet, hvor "sølvklokker" varskoede, når en vejfarende passerede. Så sprang røverne frem og røvede hvad røves kunne.

Parkering

Vil I opleve Røverstuen Jordfaldshul, kan I med fordel parkere ved Mosskov Pavillonen tæt på Store Økssø og gå en tur i området, med kurs sydpå mod Hesselholt Skov.

Find jordfaldshuldet, Røverstuen på Rold Skov kortet nr. 3 syd for Lille Økssø.

Teksten er skrevet efter fakta fra Naturstyrelsen Himmerlands hjemmeside.  

 

 

Følg os her:

Nyhedsmail fra Destination Himmerland

VisitHimmerland © 2024
Danish