©  Foto:

Vilsted Sø

Vilsted Sø er en smuk og fredelig sø omgivet af naturskønne omgivelser, der fungerer som en oase for besøgende.

Vilsted Sø projektet

I 1998 blev genskabelsen af Vilsted Sø besluttet gennemført som en del af Vandmiljøplan II for at begrænse udvaskningen af primært kvælstof til Limfjorden. Vådområder er gode til at fjerne kvælstof, når det kvælstofholdige vand siver gennem enge og søer. Projektet er færdiggjort i 2006 og har kostet ca. 66 mio. kr. fordelt mellem Staten, daværende Nordjyllands Amt og Aage V. Jensen Naturfond. Projektet er gennemført med stor velvilje fra lodsejerne og næsten 3000 ha jord til en samlet værdi på 225 mill. kr har skiftet ejere i jordfordelingen. Aage V. Jensen Naturfond ejer i dag selve søen og de om-givende enge på i alt ca. 860 ha. Den daglige drift varetages af Naturstyrelsen Himmerland.

Vådområdet Vilsted Sø

Søen er med sine 450 ha den største ferskvandssø i Nordjylland. Vandstanden i søen styres med det etablerede stryg, der via Bjørnsholm Å fremover årligt befrier Limfjorden for ca. 200 tons nitratkvælstof. For at begrænse kvælstofudvaskningen er engene blevet gjort vådere ved at afbryde dræn og tilproppe afvandingsgrøfter. Naturstyrelsen forpagter engene ud til af-græsning for at sikre en spændende flora og gode forhold for de mange vandfugle. En 240 meter lang træbro skaber udsyn over det unikke naturområde og gør det muligt for de besøgende at krydse søen.

Fugleliv

Søfladen med øer, rørskov, pilekrat, græssede naturenge, væld og kær huser i dag både mange ynglefugle og fugle på træk. Fugletårnet på holmen eller broen  er et godt udgangs-punkt for at se fugle, men på stien rundt om søen eller fra kajak er der også gode muligheder. I sensommeren kan der opleves ”Sort Sol” når store stæreflokke overnatter i rørskoven. I fugletårnet er der en oversigt over de mest almindelige fugle ved søen og på hjemmesiden kan en tilsvarende oversigt printes ud.

Vandring

Kom tæt på søen og naturen på den 20 km lange vandresti rundt om søen. Cirka halvdelen af turen foregår på en sti med kort græs, og den øvrige del foregår på kombineret cykel/gangsti med stenmel, hvor der også er mulighed for kørsel med barnevogn. En kort populær gåtur er imellem Ranum og Vilsted.

Grejbank og kajakker

Ved Ranum Efterskole 200 meter fra søen kan du leje kanoer, kajakker og andet friluftsgrej. Ikke bare til brug ved søen, men i hele området. Se mere på www.grejbank.dk

 

Læs meget mere om Vilsted Sø og naturoplevelserne omkring

Følg os her:

Nyhedsmail fra Destination Himmerland

VisitHimmerland © 2024
Danish