Himmerlandspriserne 2024
Vær med til at anerkende de, der gør en helt særlig indsats for turismen i Himmerland.
Himmerlandspriserne er en hyldest til turismen i Himmerland, en hæder til de lokale helte og en fejring af den indsats, der hver dag ydes rundt omkring i hele Himmerland.
Destination Himmerland uddeler for 3. år i træk Himmerlandspriserne, der består af hhv. "Årets Ildsjæl 2024" og "Årets Turismeindsats 2024".
Stem på din favorit!
Nedenfor kan I finde finalisterne til årets Himmerlandspriser, læse om hvorfor de er nomineret og afgive jeres stemme.
Årets ildsjælEn person, der gør en bemærkelsesværdig indsats for lokalområdet og/eller Himmerland En der styrker turismen ved at gå forrest, fremmer fællesskabet og skaber sammenhold og udvikling |
De nominerede til prisen som "Årets Ildsjæl 2024" er:
Erna Olsen, Live Musik i Hobro - Erna Olsen er en ildsjæl, der brænder for at gøre en forskel for kulturlivet i Hobro. Gennem sit frivillige arbejde med “Live Musik i Hobro” skaber hun tilbud for både unge og ældre. Hun spotter og booker up-coming artister og har indtil for nylig stillet sin egen pensionsopsparing som sikkerhed til alle koncerter. Erna er med til at skabe fællesskab i Hobro og formidle om alle lokale events og tilbud, fx når hun en gang om ugen undersøger og samler alle byens begivenheder i et samlet opslag, i den lokale Facebook-gruppe. Kun fordi “det er godt at vide, hvad der sker i byen”. Erna er med til at skabe fællesskab i Hobro og udvikle byen som et kulturelt mødested.
Lars Bøgh Pedersen, Lokal guide og amatørarkæolog - Lars har i mange år været passioneret omkring arkæologi - og især historien, der gemmer sig i Bramslev Bakker. Han har arbejdet på at sætte området i fokus og har bidraget til en stor afsøgning i nærheden af Panoramaruten, i håbet om flere fund i området hvor bl.a. sølvsmykker og en vikingelandsby for nyligt er blevet udgravet. Lars har opdaget to mulige middelalder-vandmøller i området ved Panoramaruten og er sammen med kommunen i gang med at undersøge mulighederne for en omlægning af vandreruten, så den kommer til at følge den oprindelige oldtidsrute. Gennem guidede ture i området formidler han Himmerlands historie og bidrager til at fremme Hobro som vikingeby.
- Bente Kirkegaard Pedersen, Rold Storkro – Bente er om nogen passioneret omkring at styrke formidlingen og selve området i og omkring Rold Skov samt resten af Himmerland. Hun yder en særlig indsats for at udvikle og skabe et fællesskab for området. Udover sit virke på Rold Storkro lægger hun et hav af interessetimer for at arbejde med markedsføring og formidling af de oplevelser, der venter gæsterne i hele Himmerland.
STEM HER
Årets turismeindsatsEn turismevirksomhed eller -forening, der har bidraget til udviklingen af turismen i Himmerland Det er en visionær, der ser muligheder, en innovator, der får ting til at ske - og en generator for udviklingen af et fælles Himmerland |
De nominerede til prisen som "Årets Turismeindsats 2024" er:
- Kattegat Strand Camping - Indehaver af Kattegat Strand Camping i Øster Hurup i Jørn Lund Pedersen, er sammen med sin familie nomineret til prisen som Årets Turismeindsats. Campingpladsen har store planer om udvikling og arbejder i øjeblikket hårdt for at få certificeringen “EU-Blomsten”. Campingpladsen tænker nyt og arbejder for at følge med tidens trends og tendenser, så de fremover fortsat vil være et hit blandt deres gæster - ligesom nye gæster vil vælge området til, netop pga. disse kommende tiltag.
Aars Handel, Aars Turistforening, Aars Borgerforening og Johnny "Blomstermanden" Haugaard - De lokale foreninger er gået sammen og har formået at lokke Johnny Haugaard til Himmerland, hvor han via egne midler og hjælp fra 400 frivillige har skabt en udstilling, som folk rejser langvejs fra for at se. De lokale foreninger og frivillige har knoklet hårdt for at få alle til at løfte i flok og skabe et fællesskab i byen omkring denne begivenhed. Alle har et ønske om, at de gæster, der kommer langvejs fra, bliver i byen i længere tid og oplever det, der er i området. Denne udstilling er stor for Himmerland!
- Limfjordsmuseet - Limfjordsmuseet har i 2024 formået at opnå certificeringen “Green Attraction” for deres store arbejde og grønne initiativer inden for indkøb, energi, affaldssortering og kemikaliebrug. Som den første i Himmerland og en af kun 24 i Danmark, er dette en stor bedrift. Derudover har Limfjordsmuseet gjort en stor indsats med fokus på børnefamilier, ligesom de har fået sat gang i Limfjordsbussen, som også kan lejes/lånes ud til øvrige aktører og foreninger i Himmerland.
STEM HER
Der kan stemmes frem til 14. januar 2025.
Vinderne afsløres ved Destination Himmerlands årlige nytårskur, der næste gang finder sted 20. januar 2025 i Messecenter Vesthimmerland.
Læs mere om Nytårskuren her!
Foto:Destination Himmerland
Tidligere vindere og nominerede i kategorien "Årets Ildsjæl"
Vinder af "Årets Ildsjæl 2023":
- Grejbank-gruppen Løgstør - for at sætte fokus på samarbejde, skabe gode dynamikker og udbygge en grejsamling, der sammen med de frivillige hænder bidrager til alt det “usynlige” bag de mange events i Løgstør.
De øvrige nominerede til prisen “Årets Ildsjæl 2023” var:
- Hessels Venner – for året rundt at bevare og udbrede kendskabet til den danske bondekultur, og give gæsterne en autentisk og lærerig oplevelse - både på Herregården Hessel, samt ude til events i hele Himmerland.
- Infohytten i Hvalpsund – for at opretholde en frivilliggruppe, der på 30. år sørger for at give områdets mange gæster en god formidling og bidrage til gode ferieoplevelser.
Vinder af “Årets Ildsjæl 2022”:
- Elsebeth Blohm: frivillig i Øster Hurup bl.a. til sommerens mange events
De øvrige nominerede til prisen “Årets Ildsjæl 2022” var:
- Max Rasmussen: frivillig ved Mariager-Handest Veteranjernbane i mere end 52 år, hvor han bl.a. står for al markedsføring mm.
- Peter Stenild: der er lokal byguide i Aars og omegn, samt frivillig i flere lokale foreninger
Foto:Destination Himmerland
Tidligere vindere og nominerede i kategorien "Årets Turismeindsats"
Vinder af “Årets Turismeindsats 2023":
- Brian og Sofie Midtgård Skov fra Hvalpsund Familie Camping – for at sætte fokus på grønne tiltag, udvikle gode faciliteter og på kort tid skabe en campingplads hvor bæredygtighed er i højsædet.
De øvrige nominerede til prisen “Årets Turismeindsats 2023” var:
- Lars Nørbach og Broder Berg, museumsdirektører på hhv. Nordjyske Museer og Vesthimmerlands Museum – for arbejdet bag, at få Verdensarv til Himmerland i form af de for nyligt UNESCO-certificerede ringborge Fyrkat og Aggersborg.
- Peter og Lene Leth, Maritimt Kulturcenter Mariagerfjord – for at formidle et stykke Danmarkshistorie på Hobro Værft og i 2023 skabe store events som fx Nordisk Skudetræf, stabelafløbning af Krydsjagt VII og besøg af Skoleskibet Georg Stage på Mariager Fjord.
Vinder af “Årets Turismeindsats 2022":
- Det Gode Liv i Øster Hurup: Der hvert år - og i 2022 især, formår at skabe sammenhold og fællesskab, samt aktiviteter og events til stor glæde for turisterne i Øster Hurup
De øvrige nominerede til prisen “Årets Turismeindsats 2022” var:
- Koppes Mølle B&B: for deres fokus på bæredygtighed og grøn omstilling indenfor overnatning
- Guldbæk Vingård: for deres måde at tænke stort og satse på nyskabende overnatningsfaciliteter med et bæredygtigt perspektiv
Prisuddelingen er et tiltag, der så dagens lys for første gang i 2022.